torsdag den 29. november 2012

Søndagsæbler

Den 30. september var æblets dag på Pometet. Min lille veninde forsker i æbler og er ved at færdiggøre en PhD, og det var i år første gang at hun kunne gå med os rundt og ikke skulle arbejde. Det var en skøn dag i strålende sol:

Vi købte saft og gammeldags æblekage:

Og tre forskellige æblemarmelader, meget lækre:

Her er min lille seje professor-veninde med "hendes" træ - et Aroma æbletræ:

Og her er et udsnit af hendes plakat:

Vi smagte igen i år på en masse nedfaldsæbler. Her driller jeg drengene ved at sige at de skulle smage et utroligt sødt og lækkert æble - som så selvfølgelig var pivsurt og meget bittert. Det var vi piger ved at dø af grin over:

Og jeg købte et "søjletræ", også kaldet "ballerinatræ". Det er et sjovt kosteskaftstræ uden krone, som ikke bli'r særlig højt. Jeg valgt et Sun Cat, som skulle smage meget ala Aroma. Her ses mit private pakæsel alias Søde Ægtemand:

Det er en herlig måde at bruge efterårsdag på, så det kan varmt anbefales.

mandag den 26. november 2012

Marilyn Mandag

Tillykke til mig! :)

torsdag den 22. november 2012

Trælimstricket

Jeg er nødt til at dele et trick med jer, som jeg har læst om på nettet for et stykke tid siden og nu fået prøvet selv - trælimstricket. Jeg ELSKER glimmerlakker, men jeg HADER at rense dem af, for det er da bare dødens pølse for at sige det mildt. Men nu er løsningen her, man skal bruge noget trælim (PVA lim), det kommer man over i en tom neglelaksflaske (og hvem har ikke sådan een på lager?), for så kan man male det på på normal vis. Tricket er at male et temmelig tykt lag lim på neglen, for så er det lige til at pille af igen. Limen er lidt længere tid om at tørre en et tykt lag almindelig lak, men når limen er blevet klar i stedet for hvid, så er den klar til at komme glimmerlak på. Her har jeg tre lag på og det er tre dage gammelt: 

Der er kommet en chip i tommelfingeren, som det ses, men det kan jo være at den var kommet alligevel. Jeg havde det på fra søndag til søndag, så holdbarheden er bestemt OK og det var helt hyggeligt at pille lakken af i store flager. Brug en træpind, så du ikke ødelægger dine andre negle.

Den grønne glimmerlak er helt ny, det er Piccadilly Arcade fra Nails Inc. Den lilla glimmerlak er OPI's Divine Swine fra Muppet kollektionen sidste jul.

Jeg spurgte Søde Ægtemand om han mon havde en dunk trælim på værkstedet og det havde han da. Han rystede grinende på hovedet da han kom ind med min fyldte neglelaksflaske og sagde at det er da de mærkeligste ting han blev sat til.

Jeg har faktisk set at man nu kan købe "peel-off" underlak til glimmerlakker, men det er i virkeligheden ikke andet en almindelig PVA-lim, så har din mand det stående på hylden låner du bare lidt af det. ;)

mandag den 19. november 2012

torsdag den 15. november 2012

ALT for Damerne, november 1952

Så er det tid til en kig i et af mine gamle Alt for Damerne, denne gang er det fra november 1952. Husk at alle billeder kan klikkes op i større format, så det bliver mere læsbart. 

Denne gang bryder jeg mig faktisk ikke så meget om forsiden. Jo da, hun er køn, dragten er fin og det er den store grønne kommode da også, men hun er ALT for tynd og står temmelig skabet.
Jeg har også en mørkebrun mink-muffe, som Søde Ægtemand hader og som jeg elsker og bruger ved enhver given lejlighed, når jeg skal være fin. Jeg føler mig meget elegant med hænderne indeni den.

Vi starter med en seriøs artikel om hvem der mon bliver Amerikas nye "værtinde". Dengang hed det ikke førstedame, men en værtinde var jo også en alvorlig og respekteret sag først i halvtredserne.


En strikkeopskrift på en nem sjælevarmer:
Måske jeg skulle smede mig sådan een, for den er da bestemt ikke dum.

Og sy kan man også. Her er mønstre på fine kjoler i alle størrelser:
Jeg ville utroligt gerne eje den voksne model med de ternede detaljer. Den er bare fin!

Og vi bli'r lidt ved moden, her tales der om lang og svaj:

Konkurrencer med alskens luksuriøse uopnåeligheder var der også ind imellem. Her kan man vinde "enhver kvindes ønskevogn":

Kan I genkende den? Renault 4CV alias vores lille Nolte, som jeg tidligere har fortalt jer om.

Og så har jeg selvfølgelig scannet en omgang reklamer, for dem elsker jeg. De var så fine og elegante dengang, jeg ville ønske at de ville tage stilen op igen. Her er Paris' særegne stemning indfanget på flaske:

Og man kunne blive stjerne i Ponds farvefilm - lær kunsten at være smuk:

Pan-cake makeup, jeg tror faktisk det eksisterer endnu, men jeg har aldrig prøvet den. Tror det er en kraftig sag, som virker bedst på film.

Videre til andre ting kvinder har brug for, for hvorfor udsætte traveturen når man kan bruge Cellox:

Og sugende materiale til en anden kropsdel kan man også få og det endda i alle farver og alle kvaliteter:

Men der var også ind imellem reklamer for helt andre ting, såsom disse tre fine stole:


Jeg har tidligere vist jer "klip" fra ALT for Damerne, juli 1952, hvis I har lyst til en gensyn.

mandag den 12. november 2012

lørdag den 10. november 2012

Glædelig Mortens Aften

I ønskes alle en rigtig glæde Mortens Aften.

Vi får huset fuldt af gæster til skøn andesteg om lidt. Jeg elsker at samle familien til go'e gamle traditioner.

torsdag den 8. november 2012

ÅRETS SIDSTE drivein bio tur

I min lille "årets sidste" serie er vi nu kommet til vores sidste tur i drivein bio. Vi elsker at tage i drivein bio, og det er faktisk billigere end at gå i en almindelig biograf, især når man laver the på termoen og køber guf i supermarkedet hjemmefra. Her er Søde Ægtemand i gang med at pudse forruden, så vi er klar til filmen:

Når man er i drivein bio går man altid en tur for at se på gamle og specielle biler. Her er dagens udvalg:


Mustanger er der altid et par stykker af, her med Southfork restauranten i baggrunden:


Kan I se Lille Dyt på forreste række?

Ak ja, nu er der et halvt års pause.


mandag den 5. november 2012

torsdag den 1. november 2012

Himmelfalden

I skal I biffen, og I skal se den nye James Bond film "Skyfall", for den er bare go'! Jeg var så heldig at se den til forpremiere i onsdags i sidste uge. Den er blevet mere klassisk Bond-film igen, lige noget for mig. Der er stadig  masser af action, men ikke så action-packed og råt som de to tidligere film. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg synes Daniel Craig er lettere fejlcasted som Bond, men i Skyfall kan jeg faktisk godt li' ham, selv om jeg stadig ikke synes en lyshåret Bond er i orden. Filmen virker faktisk så man sidder og forestiller sig Sean Connery i rollen, Bond er nu igen meget mere elegant. Skurken er som sædvanlig lyshåret, hyperintelligent, totalt utilregnelig, klam og som noget helt nyt - temmelig fesen. Der er ikke så mange babes og de to der er er da smukke, men det er ligesom ikke det der lægges vægt på.

Og så er der bilen! Bond henter sin smukke, gamle Aston Martin DB5 frem af garagen for at køre M i sikkerhed. Og så er det jeg, som den Bond nørd jeg er, bemærker nummerpladen og tænker om det mon er den samme som tidligere. Hjem og tjekke internettet og det er det, bortset fra i Golden Eye, hvor den pludselig hed BMT 214 A (en instruktør må have sovet i timen). I følgende film hed den ellers BMT 216 A: Goldfinger, Thunderball og nu i Skyfall. Bond kører også en DB5 i Casino Royale, men den har han vundet, så den har naturligvis ikke denne nummerplade.

Sean Connery foran sin DB5 i filmen Goldfinger fra 1964.

Pierce Brosnan og DB5 i filmen GoldenEye fra 1995.

Daniel Craig i sin vundne DB5 i Casino Royale fra 2006.

Og nej, jeg er ikke total Bond nørd, det har jeg jo allerede afsløret ved at jeg ikke kunne huske om nummerpladen var den samme som tidligere, jeg kunne faktisk kun huske de tre første bogstaver (BMT). :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...