Ja, det er med vilje at det er stavet forkert, for spørgsmålet er jo som regel om de nu fortsætter. Jeg kan aldrig lade være med at småsmile lidt af alle de utroligt mange joggere der altid stæser afsted i nabolaget lige efter nytår, for det plejer altid hurtigt at tynde ud i dem.
Mine nytårsforsætter - tja, udover at skulle motionere mere og tabe mindst fem kilo, så er søde ægtemand og jeg blevet enige om at 2010 skal være et "køb ikke noget" år. Jeg ved godt at det er utopi, men planen er at vi skal købe så lidt som overhovedet muligt og altid spørge os selv om vi virkelig har brug for den her dims. Vores problem er at vi er temmelig impulsive og at ingen af os kan stå for et godt tilbud, uanset om vi har brug for skidtet eller ej. Det skal vi vænne os af med i 2010.
Jeg tilføjede så at jeg syntes vi kan rydde mere op. Jeg er systematiker og lider af ordensvanvid, så jeg rydder op hele tiden. Jeg elsker genbrug og har altid et par poser stående i kælderen, som jeg fylder ting og tøj i til den nærmeste genbrugsbutik. Det allerbedste sælges på nettet og det værste ryger ud. SÆ er ikke helt så go' til at rydde op og skille sig af med ting, som jeg er, men som han selv sagde, alt det der ikke er blevet brugt de sidste 10 år kan nok godt ryge ud. Jeg er sikker på at han har ret, for ellers kan vi nemt ende med at drukne i ting.
Jeg har så tænkt mig at skrive her på bloggen hvad jeg køber, som nok må regnes ind under "smuttere". Jeg kan betro mine kære læsere at jeg allerede et par dage efter vores højhellige løfte kom til at investere i to flasker neglelak. Den ene er næsten samme farve som min gamle bil, og det har jeg ledt efter længe. Jeg kan da ikke leve uden. Den anden var en flaske til fransk manicure, som jeg havde brug for - så egentligt synes jeg ikke at nogen af dem gælder.
Følg med her på bloggen og ryst på hovedet eller smil overbærende. Og del gerne jeres nytårsforsættere med mig.
Da jeg havde læst så langt som til, at "fortsætter" var helst bevidst, troede jeg først, at du mente, at der er så mange nytårsforsætter, der ikke bliver gennemført, at man bare fortsætter med at have dem.
SvarSletUd over mine nytårsforsætter, har mindst to nytårsfortsætter :-)