Grumme bøger!

Jeg har læst to grumme bøger i rap. Jeg læser mange forskellige bøger: spændingsromaner, fiction, jeg elsker fagbøger og jeg læser bøger om emner jeg ikke forstår, fordi jeg er nysgerrig. Jeg læste engang en bog om anoreksi og en anden om en kønsskifteopereret mand – bare fordi jeg ikke forstår det. Jeg er og vil altid være interesseret i Holocaust, fordi det er det grusomste og mærkeligste der nogensinde er sket og det må ALDRIG ske igen. Derfor skal vi læse bøger om det og derfor anbefaler jeg disse to bøger, for vi må ALDRIG glemme det:

”Jeg er den sidste jøde” er skrevet af Chil Rajchman, der som 29 årig blev sendt til udryddelseslejren Treblinka. Efter hans død for nogle år siden, fandt arvingerne hans erindringer om opholdet. Rajchman overlevede i første omgang gasning ved at udgive sig for frisør, hvor han klippede håret af kvinderne, før de blev gasset. Senere udgav han sig for ”tandlæge”, hvor han trak kunstige tænder ud på de døde fanger. Efter 10 måneder gør fangerne oprør, og det lykkedes Chil at flygte, men kun 57 ud af ca. 300 overlever flugten. Eksperter har vurderet at 900.000 døde I Treblinka, men I dag regnes dette tal for at være alt for lavt, og det skønnes at ca. 1.500.000 er mere realistisk.
Denne bog er meget anderledes end andre Holocaust bøger, da den er en fanges egne ord og ikke en interview bog skrevet af en journalist. Chil har skrevet sine erindringer lige efter hans flugt, jeg går ud fra at det er hans måde at komme af med de frygtelige minder på. Jeg kan love dig at det er den mest grusomme og ækle bog du nogensinde har læst og sikkert nogensinde kommer til at læse. Den er så utroligt grum at jeg ikke fik nogen billeder inden i mit hoved – og gudskelov for det, for ellers ville jeg nok ikke have sovet 14 dage efter.

Den anden bog er en interviewbog om Arlette Levy Andersens år (ja, et helt år) i Auschwitz, den hedder ”Pigen fra Auschwitz”. Jeg så hende ved et tilfælde i fjernsynet og var solgt, den bog måtte jeg læse. Arlette er fransk, en yndig ældre dame, som endelig står frem og fortæller på foredrag og nu også i bogform.
Arlette Levy Andersen levede over et år i koncentrationslejrene Birkenau og Auschwitz i slutningen af Anden Verdenskrig. I 40 år fortalte hun end ikke sin egen jødiske familie, hvad der hændte, fra hun blev arresteret af Gestapo på et fransk universitet i efteråret 1943, til hun i maj 1945 stærkt afkræftet ankom med toget til sin hjemby Paris, hvor hun blev hentet af sine forældre.

I bogen åbner hun nu op til de grufulde oplevelser, fordi hun føler sig forpligtet: »Snart vil der ikke være flere, der kan fortælle, hvad der hændte«, som hun udtrykker det. Det var også det jeg hørte på TV og faldt for. Arlette fortæller i bogen om sin opvækst i Paris, arrestationen, deportationen i kreaturvogne og opholdet i koncentrationslejrene. Efter befrielsen rejser Arlette til Danmark på en studietur og forelsker sig i en dansk mand, som hun senere gifter sig med og dermed selv bliver dansker.

Den er også meget anbefalelsesværdig, mere stille og rolig end Chils beretning, men stadig grum. Da det er en journalist der har skrevet og redigeret hendes beretning, er der også mange flere facts med. Jeg vil utroligt gerne opleve et af hendes foredrag.

Men nu trænger jeg dælme til at læse noget overfladisk chicklit.