Min sommerbil

Nå, det skulle jo handle lidt om biler, så lad mig starte med at præsentere min sommerbil - en Opel GT fra 1971, indregistreret som veteranbil, i daglig tale kaldet "Lille Dyt". Han er nemlig ikke særlig stor: L4,113 x B1,58 x H1,225 og vejer ca. 900 kg. Han har til gengæld en bundsolid 1900S motor med hele 90 hk, af den solide gamle slags. Tophastigheden er ifølge brochurerne 185 km/t, vi har haft ham oppe på 175 km/t, og så fløj vi dælme også lavt. For han er lav og sænket yderligere, så man sidder mageligt tilbagelænet ca. 10 cm over jorden. Meget anderledes end alle andre biler.


Hov, det her bli'r vist langt, så måske du skulle smutte ud og lave dig en kop the eller kaffe nu! Så er du advaret! :)

Jeg har været vild med Opel GT’en siden jeg var 14-15 år og altid drømt om en dag at eje en sådan, men da min søde mekaniker-mand kun var til nye biler var der ikke den store udsigt til nogensinde at komme til at eje en gammel bil. Jeg er selv ud af en veteranbilgal familie, så for mig er det nærmest unaturligt ikke at ha’ en speciel og gammel bil.

Da jeg tog beslutningen, brugte jeg et helt år på at søge på nettet, læse dens historie, finde ud af priser og stand, så jeg var beredt, når og hvis jeg gjorde alvor af at købe. Jeg begyndte at spare sammen, hvilket ikke gik særlig stærkt! En dag ringede min søde far og spurgte om ikke jeg ville låne resten af pengene af ham, så jeg kunne få den inden jeg fik rollator. Det overvejede jeg ikke ret længe, lagde straks en afbetalingsplan, og så gik jeg i gang med at finde GT’ere til salg. Der var faktisk en del, nogen i så ussel stand at vi ikke engang gad ringe på dem og andre der lød så suspekte i telefonen at vi ikke gad tage ud og se på dem. Jeg satte far til at ringe ud på dem, da han altid har haft gamle køretøjer, så han ved hvor skoen trykker.

Sådan ser 50.000 kroner ud når far har hævet dem i banken.

Vi var ude og se på en som havde en skade og andre knap så sjove skavanker, det tror jeg tog modet helt fra søde ægtemand, for han blev mildt sagt noget muggen (læs p…sur)! Han havde jo ikke ligefrem været med på idéen fra starten. Jeg ved ikke om han havde forventet at der slet ikke skulle laves noget på en bil i den alder, han var i hvert fald gal i flere måneder. Måneder hvor jeg var alvorligt bange for at vi skulle skilles! Vi havde været sammen i 25 år og i de 25 år havde han fået lov til ALT hvad han ønskede sig, han havde dyrket adskillige sportsgrene på topplan, købt alverdens udstyr og aldrig været hjemme. Så nu mente mor at det måtte være payback time - nu var det min tur. Jeg havde også en idé om at når den kom ind i familien ville den nok charme sig ind på ham. Det kom heldigvis til at holde stik. Det er jo en bil som alle kan li’, både mænd (i alle aldre) og kvinder. Små drenge står og måber og skriger af grin, når jeg vipper med lygterne og ældre mænd kan ikke lade være med at udbryde ”fed bil”, når de går forbi. Man får en del ”street point” som kvinde ved at eje sådan en bil, skal jeg hilse og sige fra en del teenage-drenge.

Jeg havde set en lille, kort annonce i Den Blå Avis, som jeg ikke havde reageret på, ved ikke hvorfor, men besluttede 3-4 uger efter, at hvis den var der endnu, så ville jeg ringe på den. Det var den og det var ganske få kilometer fra hvor jeg bor, og om aftenen kom mine forældre alligevel ind for at aflevere søn, som havde været på ferie hos dem. Det passede jo perfekt, så vi dampede alle fire af sted for at se på GT’en. Max og min far havde medbragt lygter og diverse værktøj, så de gik straks i gang med at kravle rundt og kigge og banke. Jeg havde lovet mig selv ikke at blive skuffet denne gang, hvis den ikke var noget værd, men den stod der og hviskede ”køb mig, køb mig” hele tiden. Drengene kørte en prøvetur i den og jeg var ved at revne af nysgerrighed, da de kom tilbage. Så var det min tur og det er jo en skøn bil at køre i! På turen frittede jeg min far, om han mente at den var OK at investere i, det mente han nok den var. Han havde allerede presset sælgeren ned i pris. Han havde en nyere to-personers sportsvogn stående i garagen, så jeg gætter på at han havde indset at han ikke var handyman og solgte den mens han kunne få noget for den.

Så vi kørte tilbage og skrev under og betalte, og så gik det hjem i MORS EGEN GT! Følelsen var ubeskrivelig! Euforisk! Vi var nødt til at tanke på vejen hjem, da den var næsten tørlagt og da vi stod på tanken ringede søn for at høre om jeg havde købt den. Da han fik at vide at det havde jeg, lød der et hyl af glæde! Da jeg kom hjem var der flag i hele indkørslen og velkommen-skilte med tegninger af GT’ere. Det er jo en rigtig drengebil. Vi måtte straks ud og køre en tur, og søn var så glad at han til sin store overraskelse begyndte at græde af glæde. Han havde altid ønsket sig en speciel gammel bil ligesom morfar.

Næste dag vaskede og støvsugede vi den og så kørte jeg i den hele sommeren 2005. Max blev mere og mere formildet efterhånden som alle udtrykte deres begejstring for den. Jeg har endnu ikke mødt nogen som ikke kunne li’ den og man møder jo kun glade mennesker i sådan en. I efteråret blev den så kørt ind på værkstedet, for sådan en fin, gammel bil må ikke køre om vinteren, så dør den hurtigt med alt det elendige salt der bruges i Danmark.


Jeg er så heldig at min far er både pladesmed og mekaniker, og han havde sjovt nok regnet med at blive blandet ”en smule” ind i restaureringen af Lille Dyt, som GT’en var kommet til at hedde i daglig tale. Han ville selvfølgelig ikke ha’ noget for det, men da vi godt var klar over at det nok var en større omgang, ville vi gerne gi’ ham noget for det, så det endte med at vi forærede ham en skiferie med alt betalt, det kunne han nemlig ikke sige nej til.


I uge 2, 2006 gik vi i gang, far ankom i sin gamle Chevrolet stepside lastbil medbringende diverse pladeværktøj, for det har Max ikke så meget af. Det foregik på den måde at far boede hos os 3-4 dage ad gangen hvor han knoklede fra morgen til aften. Om aftenen var Max ude og deltage i løjerne, men plade-entreprisen var overladt til far, som virkelig kan trylle med pladerne.


Max tog sig af at spartle, slibe og grunde og diverse andre skavanker som trængte – der er altid noget at gøre på en gammel bil. Vi fandt hurtigt ud af at det er nærmest umuligt at finde plade dele til en GT, så vi købte hele karrosseri-plader, som far håndsmedede alting af – der blev varmet, banket og formet helt fra bunden.


Max var ude på SMC’s kæmpemæssige lager og udvælge to gamle Golf bagskærme som mindede om GT’ens, de var bare ”firkantede”, hvor GT’ens runder. Men det var noget nemmere at bløde dem op end at smede dem helt fra bunden.


Vi havde en deadline - jeg havde lovet at køre min nevø til hans konfirmation, da søde ægtemand havde båret ham da han blev døbt, så blev jeg nemlig ”næsten-gudmor”. Knægten skulle konfirmeres i uge 20! Så vi havde småtravlt. I uge 16 var den klar til maler og blev kørt på fejeblad ud til Max’ arbejde. Max havde lavet bil for maleren, som skulle forære sin søn en Golf i 18-års gave, så vi byttede på den måde at han malede GT’en og vi kun skulle betale for materialerne. Sådan en super hel-oblakering er temmelig dyr! Og den fik den store tur med særdeles kærlig hånd hos malerne. Det er ikke hver dag der triller sådan en charmerende lille dyt ind hos dem. Så selvom den blev gemt hen i et hjørne med forhæng for, måtte det meste af værkstedets medarbejdere defilere forbi hver dag, for at se hvordan det gik med den. Alle syntes det var mægtig skægt at det var Max’ kones bil!


Da den kom hjem havde vi knapt to uger til at samle den i, så der var fart på og det blev sent. Den blev tekstylbehandlet efter alle kunstens regler, den fik nyt ledningsnet og alt blev renset, ordnet og repareret inden det kom på – man kan jo ikke bare købe noget nyt til sådan en årgang. I det hele taget er det utroligt svært at finde dele til den, det havde været nemmere at ha’ en Britisk sportsvogn eller en gammel Ford T! Så det er godt at kunne lave det meste selv og have gode kontakter i Opel GT klubben. Vi opgav bl.a. at finde et håndbremsekabel, så det har vi lavet fra bunden af et vant fra en båd. Nummerpladelyset var også knækket af i den ene side, det blev bygget op i metalplasticpadding, slebet til og boret op, og malet sort til sidst – så nu kan ingen se at det har været halvt en gang.


Baglygterne var falmede, de blev malet op med en rød sprittusch. Og sådan må man være kreativ hele tiden. Vi fandt også ud af at vi er meget bedre til tæppebeklædningsarbejde end vi troede. Vi bredte de gamle sure gulvtæpper ud og målte hvor meget vi skulle bruge, og så måtte vi specialbestille tæppe hjem, for man kan ikke bare bruge almindelig gulvtæppe. Vi lavede skabeloner af lyddæmper-måtter, som kom til at passe perfekt. Dem limede vi så sammen med tæpperne, så det passer som om det var lavet af profesionelle – sådan kan man ha’ skjulte talenter.


Aftenen før deadline limede vi emblemerne på, som formanden for Opel GT klubben havde været rar at købe for mig. For selvfølgelig skal man være medlem af GT-klubben, når man har en GT! Jeg er nu også medlem af bestyrelsen, som redaktør, og hygger mig med at lave klubbladene.


Nevøen, som jeg skulle køre, er erklæret Goth-punker og temmelig svær at imponere, men da vi kørte ud fra kirkens parkeringsplads udbrød han: ”Her kører jeg i verdens fedeste bil til Marilyn Manson!” – så kan man vist ikke nå højere!


Hvis I har lyst til at se flere billeder af Lille Dyt og restaureringen, så klik her.

Så har du en drøm, kan jeg varmt anbefale at gøre noget ved den! Jeg bliver glad hver gang jeg kører mig en tur i min drømmebil.

Ovenstående historie har jeg faktisk sendt ind til VeteranPosten, som vil bringe den sammen med en anden artikel om Opel GT, så nu kan I prale af at have læst den først!

Rigtig go' weekend alle sammen! :)