Den levende bil

Jeg elsker Herbie! Disneys levende bil, som kan tænke og køre helt af sig selv. Han er sådan en rar karakter og jeg har elsket ham siden jeg så min allerførste Herbie film i 1969. Jeg var seks år gammel, da min far (som er vild med biler) tog min bror (som var fire) og jeg i biffen og vi forelskede os alle straks i Herbie.
På det tidspunkt havde vi en lille Renault 4CV, den franske bil som det var meningen skulle konkurrere med folkevognen, hvilket ikke rigtig lykkedes. Da vi kørte hjem fra biografen i Nolten, som den hed, blev den også levende. Far sad med armene over hovedet og lille Nolte kørte helt af sig selv!

Hvad vi ikke vidste var at bilen var så lille at far kunne styre den med sine knæ. Far er mekaniker så han havde placeret adskillige knapper i bunden af bilen så han kunne trykke på hornet (han havde adskillige sjove horn) og lyset med sine fødder. Så mens bilen kørte blinkede den og ”talte” til os, ligesom Herbie gjorde. Vi var ellevilde! Vi kunne jo ikke se fars fødder fra bagsædet.

Men den lille bil havde virkelig sin egen vilje. Han var lidt underlig og ofte temmelig stædig. Far havde lagt en større og hurtigere motor i ham, men han var tit temmelig uvillig til at starte, så far havde sat et håndsving i foran, som mor kunne dreje for at få ham til at starte. Jeg tror jeg var omkring 10 år gammel da jeg blev ansvarlig for at sidde bag rattet og trykke på speederen – jeg følte mig i hvert fald meget voksen. Mor drejede og drejede og bilen ville ikke starte, den døde igen og igen. Mor bandede en del, så en af os unger bad hende prøve at tale pænt til bilen. Hun gav os blikket, men klappede ham og bad ham pænt om at starte. Og vroouuum – han startede! Man kunne næsten høre ham grine. Vi tre unger hylede af fryd fra bagsædet.

En gang havde vi været i teatret og mens vi var derinde, var det blevet snestorm. Da vi kom ud så vi på hinanden, vel vidende at Nolten aldrig ville starte. Vi havde ikke nogen telefon, så vi kunne ikke ringe til eksperten, far. Der var vel en halv meter sne, det var pokkers koldt, det var sent og vi var meget trætte – ikke særlig godt! Vi børstede al sneen af ham og hoppede ind - og vrooouuum, han startede med det samme! Jeg tror han vidste at vi alle var så trætte og bare ville hjem i vores dejlige varme stue.

Han havde også en dårlig vane – han kunne ikke køre forbi en iskiosk!
Mor protesterede, men far insisterede, med armene over hovedet, at det var bilen der ville stoppe. Vi hujede selvfølgelig alle fra bagsædet.

Men en Renault 4CV ruster meget. Far reparerede ham igen og igen, men en dag kom han hjem, dødtræt af al den rust og sagde at nu måtte den til ophuggeren. Alle tre unger begyndte at græde! Han måtte ikke slå vores lille Nolte ihjel. Vi græd og græd indtil han indgik et kompromis: han ville reparere lille Nolte en sidste gang og sælge ham. Det var OK, ikke helt godt, men bedre end at slå ham ihjel. Far holdt sit løfte og reparerede ham for sidste gang, malede ham endda mørkegrøn, så han så fin ud og solgte ham til en dame i byen – som jeg er sikker på dræbte ham indenfor nogle få år! Den sidste dag tog far et billede af os sammen med ham med selvudløseren på sit kamera:Jeg ved ikke hvor min bror var den dag.

Dette foto er af lille Nolte og min mor. Jeg tror at billedet er fra de meget tidlige 70’ere at dømme ud fra hendes kjole.

Jeg har fortalt søn disse historier og vi har selvfølgelig set alle Herbie filmene og han elsker Herbie lige så meget som jeg gør. Jeg har jo en gammel Opel GT og han tror at den også er en lille smule levende. Indtil nu har den heldigvis opført sig ordentligt og været en go’ bil.

Lille Nolte blev mit livs bilkærlighed og hver gang jeg ser en gammel Renault 4CV, skal jeg lige hen og tjække om det er MIN lille Nolte. Hvis jeg nogensinde finder ham, køber jeg ham på stedet uanset hvilket stand han er i. Hvis han er totalt rusten, stiller jeg ham i min baghave og så kan jeg gå ned og klappe ham ind imellem – og søde ægtemand slår mig ihjel for det.

Har I også sådan nogle minder om biler?