Nix, ingen nytårsforsættere i år! Faktisk plejer jeg aldrig at ha’ nytårsforsættere, da jeg synes det er noget fis, og de er jo nærmest som skabt til at blive brudt sidst i januar. Sidste år opfandt søde ægtemand (SÆ) et fælles nytårsforsæt, og man må sige at han ikke bestilte andet end at bryde det hele året. Han toppede med at investere i en plæneklipper til 30.000 kr. – som jeg da heldigvis fik pruttet ned på 25.000 kr., men det var osse’ dyrt nok. Jep, vi har en meget fin plæne hele sommeren.
Shoppe mindre
Det førte nu noget godt med sig – mit shoppegen er nærmest visnet. Dvs. lidt shopping bli’r det selvfølgelig til, men jeg er meget stolt af mig selv, for det er virkelig ikke ret meget. Så det vil jeg forsøge at fortsætte med.
Rydde op
Jeg har fået ryddet op i alt muligt OG i hele kælderen. Jeg har slæbt poser på genbrug, smidt ud og sat til salg på dba.dk. Tag et kig, måske der er noget I kan bruge. Men jeg er sikker på at der er mere som der kan ryddes ud i.
Motionere
Tjah, det skal jeg vel altid, men lige så snart jeg ikke har så ondt i min opererede mave mere, skal jeg i gang med min EasyShaper.
Den er genial og supereffektiv – hvis den altså bli’r brugt.
Tabe 3-4 kilo
Jeg har allerede tabt 3½ kilo, men vil gerne tabe yderligere 3 til - 4 vil være helt perfekt. Tænk en masse tøj jeg så kan passe!
Nyde livet
Jeg holder af hverdagen, for den er der nu engang mest af. Så jeg vil nyde at sidde foran pejsen med et krus varm the, eller i gyngesofaen om sommeren, køre en tur i min gamle bil eller bagpå SÆs motorcykel. Det gælder om at glæde sig over de nære ting, og ikke bare tage det som en selvfølge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar