Nå-men, i 12 år har jeg skrevet med Laurel, som sælger gamle smykker. Det startede med at jeg købte et smykke af hende. Da søn var seks år og selv cyklede i skole, blev jeg sådan rigtig mor-ked-af-det, for jeg syntes min lille dreng cyklede ud af mit liv. Jeg trængte til at forære mig selv et smykke (kuren mod alt), og bestilte et hos Laurel og skrev et par linier om at jeg var ked af det. Vi har nu skrevet sammen i TOLV år! Og for et par uger siden mødte jeg hende så endelig i virkeligheden, her sidder vi sammen i sofaen:
Og her sludrer vi på altanen:
Hun var lige præcis så sød, skøn, indtagende og nem at snakke med, som jeg havde forestillet mig. Vi snakkede og snakkede og snakkede til sent om aftenen og jeg ville slet ikke derfra. Især ikke fordi jeg havde den der frygtelige følelse af at vi måske aldrig ses igen, men det håber jeg virkelig at vi gør. Her går vi en lang tur på stranden og venter på at raketten bli’r fyret af:
Og jeg fik gaver – de smukkeste, gamle, grønne smykker:
Hun er en helt speciel ven!
Hvis hun er lige så sød, som hun ser ud, har du noget at leve op til ;-)
SvarSletMen den der lille ting øverst til venstre, hvad er det?
Sikke en skøn historie, Sanne - pennevenskaber kan føre til spændende oplevelser, og Laurel har den dejligste udstråling!
SvarSletHåber vi ses til blogtræf i løbet af sommeren!
-> Rasmine, hun er endnu sødere end hun ser ud til. :)
SvarSlet-> Madame, ja, jeg havde aldrig troet at jeg skulle få mig en penneveninde, for jeg søgte jo ikke efter en, hun kom helt af sig selv.