onsdag den 28. april 2010

Mor har fået nyt legetøj

Ja, så har jeg faktisk brugt penge!

Nogen af jer har måske tænkt hvad der blev af mit nytårsforsæt - jeg holdt faktisk op med at skrive om hvad jeg købte, både fordi jeg tænkte at det nok blev en anelse kedeligt i længden, men også fordi jeg faktisk ikke rigtig har brugt penge!!! Altså, med undtagelse af nogle småting til 10-20 kr., som ikke tæller. Men NU har jeg brugt penge! Jeg har jo fået nyt job, og det skal da fejres med lidt snold, så jeg scorede dette fuldstændigt uundværlige sæt på eBay:
Pudderdåse og læbestift med masser af kulørte rhinstene - ligesom jeg allerbedst kan li' det, og jeg er sikker på at det kommer til at klæ' mine gennemsigtige tasker fra 50'erne.

Og så har Aldi et særdeles fikst lille videokamera på tilbud i denne uge:
899 kr., det kunne jeg slet ikke stå for. Og så endte det endda med at søde ægtemand forærede mig det, han er nu min yndlingsmand! ;)

Så fremover regner jeg med at kunne præsentere jer for videoer af min dansende søn i en noget bedre kvalitet.

mandag den 19. april 2010

Shuffle søn

Jeg har tidligere vist min dansende søn, sidste nyt er at "shuffle" (I skal lige 15 sekunder ind i filmen før han for alvor går i gang):

Ak ja, hvis bare han brugte lige så meget krudt på sine lektier!

Og jo, jeg hader også hans hængerøv.
Og jo, jeg synes også at det er noget l... musik!
Og jo, han har damp - men han kravler hverken på vægge eller lofter, han er egentligt bare en glad dreng med koncentrationsbesvær der godt kan li' at røre sig.

Det er aldrig kedeligt hjemme hos os. :)

onsdag den 14. april 2010

Negle og lopper

I den mere muntre ende af mit liv har jeg vundet en andenplads i NegleNymfernes forårskonkurrence! :)
Jeg har ikke vundet noget, udover æren, men det synes jeg også er stort, for se lige førstepladsen – den er dælme da svær at hamle op med! Jeg kan godt se at mit bidrag ikke ser ud af noget særligt - jeg har lavet en erantis i rhinstene. Men teknikken er at man lægger de her bittesmå rhinstene i våd neglelak, og da der så mange rhinstene skal det gå temmelig stærkt, så helt nemt var det ikke. Der er heller plads til fejl, for så ødelægger man jo lakken. Bagefter får det en gang klar lak, og så bli’r de faktisk siddende det meste af en uge.

Og så har jeg været til loppemarked på oldes nye plejehjem og gjort en masse gode kup. Jeg ELSKER loppemarkeder og genbrug i det hele taget. Man kan gøre de mest utrolige fund til ingen penge. Nå, jeg red af sted med følgende:

Et trebenet kamerastativ til 20 (TYVE!) kr.
Det har jeg ønsket mig længe, og er det ikke rørende? TYVE kroner! De koster normalt ca. en tusse på nettet, så nu kan det være jeg kan komme i gang med at tage nogle natbilleder (når der er to torsdage i ugen).

20 LP’er for 40 kr.
Ja, jeg elsker vinyl, og til den pris kan man tage chancen, hvis der er noget man ikke rigtig ved hvad er. Der var faktisk en del virkelige guldkorn imellem.

En lyserød bluse for en femmer
Jeg kunne lige overkomme at vaske den til den pris.

En Danmark telefon med 10 memoryknapper for en tyver
Den er hvid, virker perfekt og er ren og pæn, ud røg den grønne som ikke virkede.

Så jeg fik virkelig shoppet igennem.

Senere på ugen var vi på besøg hos olde, og der fik jeg øje på en sovesofa, som jeg ikke så under selve loppemarkedet. Vi forhørte os hvad vi skulle gi’ for den, og fik at vide at vi bare kunne fjerne den. Det gjorde vi, så nu ser vores gæsteværelse i kælderen bare så smart ud.

Jeg undrer mig faktisk tit over at genbrug ikke er mere udbredt end det er, for det er da en guldgrube.

søndag den 11. april 2010

Tak Gud!

Jeg havde tænkt mig at tonen her på min blog skulle være munter og let, både fordi jeg normalt er en glad optimist, men også for at I gider læse det.

Jeg regner normalt ikke mig selv for specielt troende, men i går skete der noget grimt jeg godt vil dele med jer. Søn var på vej til arbejde på sin fine nye knallert, da han blev kørt ned i en højresvingsulykke. Heldigvis skete der ham ikke noget udover en megabule på hoften og en skrabet knæ. Godt han har gået til JuJutsu i så mange år, så han ved hvordan man falder korrekt. Hun indrømmede straks sin skyld, da politiet kom. Søns fine dyre knallert er helt smadret og konfiskeret og skal testes for modifikationer, og han er bare helt nede i kulkælderen, for han har sparet op til den i halvandet år, og har jo ikke mange penge at gøre godt med - og nu var det endelig forår!

Jeg måtte kramme ham mange gange og blev ved med at sige at det vigtigeste er at han er i live, at der ikke skete ham noget og at at ting kan erstattes. Det er svært for en 16-års knægt at forstå.

Men hvorfor FANDEN drejer folk til højre uden at være 1.000 procent sikker på at der ikke er nogen!!!???!!!

Og hvorfor FANDEN havde søn ikke styrthjelm på!!!???!!!

Jeg ved ikke hvad jeg havde gjort, hvis min lille dreng var taget fra mig!
TAK, Gud!

tirsdag den 6. april 2010

Overdosis

Ja, så er jeg hjemme igen efter bogstaveligt talt at ha' fået en overdosis familiehygge og go' mad. Det har været så hyggeligt og vi har været så selskabelige at det faktisk er OK at komme hjem igen.

Der har været lidt stille på bloggen, for der er sket en masse: vi har flyttet gamle olde (96 år) på plejehjem, jeg har allerede været på pleje-loppemarked og gjort en masse fantastiske fund, men mere om det en anden gang. Jeg har fået trukket en tand ud og fået nyt job! Næsten samtidig, dvs. jeg fik trukket tanden ud den ene dag, proppede mig med piller og vattamponer og drog til jobsamtale næste dag. Det var klart sjovere at være sammen med min nye chef end med tandlægen. Og hvorfor så nyt job IGEN!? Jo, jeg er bogstaveligt talt kørt træt, knokler nærmest mig selv ihjel, bli'r lovet en masse, men ingenting sker ... mor må videre. Det nye sted kender jeg allerede halvdelen af mine "nye" kolleger, sådan er det i it-branchen, og de er supersøde, så jeg tror på at DENNE gang bli'r det godt og DENNE gang bli'r jeg hængende ... måske ikke resten af mit liv, men ihvertfald længe! Tillykke til mig.

Måske får jeg endda overskud til at gå på kur med alle de chokoladeæg jeg har proppet i næbbet her i påsken. ;)

onsdag den 31. marts 2010

Rigtig go' påske til jer alle

Ahhh, hele FEM fridage, hvor jeg skal være sammen med familien, spise go' mad og proppe mig med påskeæg. Håber vejret bli'r lidt bedre end lovet, for mit sommerhus er meget lille.

onsdag den 17. marts 2010

Det er svært at spå ...

især om fremtiden!

Det skal nu alligevel ikke afholde mig fra at være vild med tarotkort. Som de fleste ved er jeg samler, men til forskel fra så mange andre emner, samler jeg ikke på tarotkort, faktisk ejer jeg kun to sæt: Legend: The Arthurian Tarot, som bygger på Kong Arthur legenden, som jeg altid har været fascineret af, og så syntes jeg kortene var så smukke. Det var et sæt som bogstaveligt talt faldt ud af Rasmines taske for en del år siden. Og så ejer jeg selvfølgelig et sæt Rider Waite i miniformat. Jeg synes de er umådeligt grimme og kedelige, men størrelsen er perfekt til rejsebrug, hvor jeg har tid til at studere det grundigere.

Nu har jeg så ved et tilfælde fundet et fantastisk tarotkortsæt: The Housewives Tarot, jamen, altså, det bli'r bare ikke bedre.

Det kommer i den fineste lille opskriftsæske, er opdelt med skillekort, hvorpå der faktisk er opskrifter på bagsiden, og der er en genial lille letlæst bog med.

Billederne er i skønneste 50'er stil, farver og motiver er perfekte:

Og så er der utroligt meget humor i sættet, se bare djævlen:
En stor fed chokoladekage omgivet af alle mulige andre syndige fristelser.

I starten af bogen er skrevet en lille historie om hvordan kortene blev til, det kan man jo tro på eller lade være, men historien er meget sød. Det siges at en perfekt husmor, med styr på alt fra sidste nye mode til hele hytten, velopdragne unger og et lykkeligt ægteskab har opfundet sættet, og at hun afslørede det for sine veninder under et spil bridge, som hemmeligheden på hvordan alting bare artede sig i hendes liv. Hun skulle være endt med at sætte sættet i produktion og blive en succesrig forretningskvinde - gad vide om hendes hjem fortsatte med at være perfekt?

I kan læse den hele historien her (på engelsk).

Nå, jeg må smutte, skal lige stille et par spørgsmål til mit nye tarotsæt. :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...