Det er vist ved at være på tide med en bilhistorie.
Trille var min fars første bil, en pilrådden Morris 8 fra 1936, som han fik i 18 års gave af sine forældre. Den var så rådden at han bogstaveligt talt var ved at gå gennem bunden på den, men det var nok hvad der var råd til. Far ønskede sig en MG, men det var der ikke råd til og Morris'en havde jo næsten formerne.
Fars halvbror fik så til gengæld et lillebitte sommerhus, som nu er skur mellem min søsters og mit sommerhus. Min far fik lov af sin mester til at ligge og lave den i garagen på sit arbejde. Han skilte den totalt ad, ordnede alt, nye fjedre, helt ny bund, ny kaleche og fik den malet. Det tog ca. et halvt år før den kørte ud af garagen.
Er de ikke søde? Mine forældre i 1965.
Men Trille kunne ikke holde til fars kørsel i længden, for han var - med egne ord - en ung lømmel, der fløj for lavt. Når de skulle køre fra København til Møn, gik den i stykker indtil flere gange, og far lå og reparerede den i grøftekanten. For at den kunne flyve lidt hurtigere, satte han senere en Austin Sprite motor i den, men det blev vist alligevel for drabeligt.
Da jeg var lillebitte stod jeg på bagsædet (der var ikke noget der hed seler og børnesæder og lignende pjank den gang), og nussede far i håret, hvilket bevirkede at jeg fik træk i øjet, for jeg må have stået ud for en revne i kalechen. Men der var ingen der kunne forstå hvorfor mit ene øje altid løb.
Far havde Trille i otte år, så solgte han den til en gut fra gaden, som var musiker.
Jeg har altid elsker Trille, og synes stadig det er den sødeste bil der findes. Mange, mange år senere kom der en Trille til, nemlig søns lille veterantrædebil, som morfar fandt på lossen og hans far satte i stand:
