torsdag den 29. januar 2015

Håndlavede ting på Etsy

Jeg har længe gået og leget med tanken om at åbne en ”håndlavet” sektion i min Etsy butik, men ikke rigtig vidst hvad jeg skulle tilbyde og om det ville være sjovt at lave det, når det var på bestilling. Men nu har jeg gjort det, og foreløbig tilbyder jeg bogmærker, hæklede småting og perlesmykker, som kan laves helt efter mine kunders ønsker.

Jeg har taget billeder af alle mine perler, så mine kunder kan bestemme hvilke farver jeg skal lave deres ordre i:
  


Jeg laver det her fine Russiske blomsterarmbånd:

Og jeg tilbyder også at lave et sæt med en halskæde:

Jeg laver denne her fine snoede halskæde:

Og jeg laver denne næsten royale halskæde med krystalperler:

Og her kan man p.t. vælge mellem følgende krystalperler:

Jeg hækler også, og har selv digtet dette fine snefnug, som kan bruges som glasbakke eller under et thekrus:

Jeg laver dem i kridhvid og hvid med sølvglimmer i, men det er der ikke meget tilbage af, så køb dem mens du kan. Jeg sælger dem i sæt af fire styk, enten fire hvide eller to hvide og to med sølvglimmer.

Og jeg sælger mine fine hæklede agern:

Enten stykvis eller i sæt af tre forskellige. De fås i beige, grøn og guld.

Jeg elsker selv agern og synes de er perfekte som efterårspynt eller julepynt, men der er ingen der siger at man ikke må bruge dem hele året. De vil også være fine at sætte på en pakke som pynt.

Og jeg laver bogmærker, hvor mine kunder selv kan bestemme hvad der skal stå:

Her kan man vælge baggrundsfarve og selv bestemme hvad der skal skrives med min over hundrede år gamle skrivemaskine:

Jeg håber at I vil tage et kig i min nye butik, og har I ønsker så send mig en mail, måske kan jeg fremstille det.

mandag den 26. januar 2015

torsdag den 22. januar 2015

Udrensning, del 2: Makeup

Dette er del to af mit oprydningsprojekt, se første del omkring tøj i sidste uge.

Jeg er glad for røde læbestifter, eller skal vi bare sige læbestifter og glosser generelt, og samlingen er nu meget stor. Den blev heller ikke mindre af at jeg fik denne fuldstændigt fantastiske beauty box af julemanden:
Estee Lauder

Så nu skal der afprøves og ryddes op, for det kan næsten ikke være i mine toiletbordsskuffer mere. Men der er også en anden ting som gør sig gældende - jeg er jo ved at være halvgammel og så er det en god idé at ændre sin makeup. Jeg var til en rund fødselsdag for et par måneder siden, og mødte der en kvinde jeg har kendt igennem mange år. Hun er sidst i fyrrerne og var et godt eksempel på hvor grumt det ser ud, når man bliver ved med at bruge den samme makeup, som man altid har brugt siden man var helt ung. Den skal nedtones med alderen, og generelt klæder blødere farver en bedre. Metalliske øjenskygger fremhæver for eksempel rynker, og hvem ønsker det? Jeg er rigtig glad for rød læbestift og bruger det meget tit, især om vinteren, men jeg har også mange andre fine farver, som kunne komme i brug for forandringens skyld.

Her er et eksempel på en lilla læbestift, som er skiftet ud med en støvet blommefarvet (nummer to fra venstre), som klæder lilla tøj perfekt uden af være firserlilla. Og ved siden af en rød læbestift jeg elskede i slut firserne og halvfemserne (nummer tre fra venstre), hvor den sidste er min yndlings nu, meget blødere i sit udtryk:

Begge kan nok ikke fås længere. Og jeg vil da lige tilføje at det kan hænde at jeg bruger Pupas knaldrøde ind imellem, men så er resten af makeuppen også meget nedtonet.

Hvis du ikke er klar til at skille dig af med dine yndlingslæbestifter, så kan du bruge en i samme farvefamilie i en lysere og mere støvet farve til at lægge ovenpå. Men jeg tror jeg vælger at skille mig af med de fleste af dem der alligevel aldrig er i omløb. Kender du en teenager eller lille pige, vil begge elske at lege med dine aflagte farver. Men spørg lige deres mor først, så hverken du eller pigen får ballade.

Om vinteren elsker jeg sort/grå øjenskygge, det vil sige jeg blander den sorte op med en lys øjenskygge, dette er nemmest med en øjenskyggepensel, men kan også gøres med en skumdut. Køb dig en mat lys beige øjenskygge, mono øjenskygger fås i de fleste billige mærker, og brug den til blandingsskygge. På den måde har du stadig dine yndlingsskygger, men i en blidere mere aldersvenlig udgave. Min sorte øjenskygge bruger jeg kun som en smal aflang trekant, ala eyeliner, i yderste øjenkrog. Om sommeren bruger en meget lys øjenskygge, som matcher mit tøj, og tynd sort eyeliner-streg i vinge i bedste halvtredserstil. Jeg har heldigvis ikke særligt mange rynker, endnu, så det fortsætter jeg med.

Rouge/kindrødt skal også være i en mere blød naturlig farve. Jeg var ung og smart i start-firserne, så jeg har haft pangfarvede fartstriber på kinderne og brugt adskillige neonpink læbestifter op. Den gang havde jeg også mascara i alle farver, og jeg mener alle, også neon grøn og pink. Nu har jeg kun sort, som jeg ikke kommer på i et særligt kraftig lag.

Håber I kan bruge nogle af mine gode råd, og får lyst til både at rydde op i jeres egen makeup og at ændre/nedtone den, hvis I, som jeg, ikke er purunge længere.

Det er altid sundt at se på sin stil med nye øjne.

mandag den 19. januar 2015

torsdag den 15. januar 2015

Udrensning, del 1: Garderoben

Jeg har gang i et projekt her i det nye år. Jeg skal gennemgå alt mit tøj, min makeup og min neglelakssamling for at finde ud hvad der duer og hvad der ikke gør. Jeg rydder faktisk op i det hele jævnligt, men nu har jeg fundet på at jeg skal prøve det tøj der sjældent bliver brugt (og ditto for makeup og lak), for at finde ud hvorfor det ikke bliver brugt så tit. Måske er det snittet, farven, længden, udskæringen? På den måde finder jeg enten nye yndlinger eller får ryddet op og sendt til nærmeste genbrugsbutik. Lidt luft i skabet vil aldrig skade.

Det startede faktisk nytårsaftensdag, hvor jeg skulle finde ud af hvad skulle have på om aftenen. Jeg gik i kælderen, hvor mit selskabstøj hænger (der er jo ingen grund til at bladre i pailletkjoler til hverdag), og tog en stabel med op. Her sorterede jeg hurtigt en kjole fra, som var for kort. Da jeg var færdig og skulle hænge det hele på plads i skabet i kælderen igen, begyndte jeg at bladre og sorterede hurtigt 6-7 ting fra. Det greb om sig, og jeg endte i skabet ved siden af og pludselig havde jeg fyldt en kæmpe Ikea-pappose:
Sannes blog

Det føltes faktisk rigtig godt. Jeg fandt også denne lysegule halvtredseragtige sommerkjole, som jeg havde savnet, men var sikker på at jeg for længst havde sendt til genbrug:

Så i nærmeste fremtid vil jeg finde tøj frem om aftenen, og ikke bare gribe efter det sikre. På den måde vil jeg også finde på nye ”sæt”, som kan friske lidt op på hverdagen.

For sportens skyld vil jeg notere hvad jeg sorterer fra, for til næste nytår kan jeg overhovedet ikke huske det. Så det bliver sjovt at se hvor lang listen bliver.

I næste uge vil jeg skrive om makeup, så klik tilbage igen på næste torsdag.

mandag den 12. januar 2015

torsdag den 8. januar 2015

Drømmefødselsdag

Jeg havde den skønneste fødselsdag en kvinde kan drømme om. Jeg havde fødselsdag på en onsdag, som er min fridag og havde bare tænkt mig at hygge alene i løbet af dagen, hente mine nye briller og gå ud og spise med mand og søn om aftenen og derefter i biffen. Sådan blev det slet ikke. For på morgenbordet lå et gavekort på en shoppingtur til mine yndlingsvintage repro (nej, ikke retro, repro er kort for reproduktion) butikker i København, og så havde søde ægtemand (SÆ) taget en fridag for at være sammen med mig. Jeg blev simpelthen så overrasket, og glad! Først troede jeg at vi bare skulle til Lyngby Storcenter, men så gjorde han mig opmærksom på de billeder han møjsommeligt havde klistret på gavekortet han selv havde lavet. Og sådan nogle kjoler kan man ikke få i Lyngby (desværre). 

Så vi startede med at hente mine briller i Lyngby og så kørte vi først til Mondo Kaos på Nørrebro, hvor jeg fandt to kjoler, vi drak en latte i nærheden, og derefter kørte vi ind til Istedgade hvor min anden yndlingsbutik ligger, nemlig Rock'a'Hula, her fandt jeg også to fine kjoler.

Her hænger hele høsten på række:
Sannes repro kjoler

Collectif Noelle Dress, perfekt julekjole i røde og grønne tern:
Collectif Noelle Dress
Jeg har nu tænkt mig at bruge den hele vinteren.

Og sådan ser jeg ud i den:
Collectif Noelle Dress
Jeg har tilsat en mørkegrøn cardigan og en gammel granathalskæde.

20th Century Foxy kjole, som jeg ikke kan finde et billede af på nettet, så I må nøjes med mig:
20th Century Foxy dress

Hell Bunny Raspberry Polka Dot Dress, skøn mørkerød farve:
Hell Bunny Raspberry Polka Dot Dress

Og sådan ser jeg ud i den:
Hell Bunny Raspberry Polka Dot Dress

 Og lige inden min fødselsdag købte jeg denne på Daisy Dapper til halv pris:
Daisy Dapper Elvy Dress

Den hedder Elvy Dress, og sådan ser jeg ud i den:
Daisy Dapper Elvy Dress

Jeg fandt også denne, som jeg forelskede mig i for to års tid siden, men ak, den var for stor. Jeg ledte internettet tyndt, men fandt den aldrig i min størrelse, og gæt så hvad? Så hang den hos Rock'a'Hula i min størrelse. Jeg blev SÅ glad at SÆ foreslog at forære mig den julegave:
Collectif Tartan Dress

Den er fra Collectif og hedder Tartan.

Så nu mangler jeg ikke kjoler foreløbig. Tusind TAK til SÆ for en aldeles vidunderlig fødselsdag, kjoler, latte, frokost og gåtur på Istedgade - det kan ikke gøres bedre.

mandag den 5. januar 2015

torsdag den 1. januar 2015

Julenegle

Ups, der fik jeg lige holdt juleferie, men det tvivler jeg nu på at nogen opdagede. Jeg har faktisk tænkt en del over min blog på det seneste, det er jo ikke fordi jeg hverken høster særligt mange nye læsere eller kommentarer. Jeg ved ikke om det er fordi jeg skriver om for meget forskelligt, for kedeligt, for forudsigeligt eller og om I ikke gider se mine negle eller mine scanninger af gamle ALT for Damerne. Jeg er ret glad for Instagram, for det er både nemt og hurtigt at opdatere og følge, og der har jeg hurtigt fået en masse følgere. Men indtil videre har jeg besluttet at beholde min blog, så her kommer mine julenegle i december:

Det vil sige vi starter med mine Marilyn Monroe negle, stemplet med mine nye MoYou plader:
Sannes nails
Den nude lak er fra Oriflame, jeg har tilføjet lidt mini-guldglimmer, for nude er bare ikke rigtig mig.

Mine fødselsdagsnegle, stemplet med Bundle Monster Holiday Collection oven på Ciaté Spending Spree, min yndlings duochrome lak:
Sannes nails

Mine første julenegle:
Sannes nails
En gradient med rødt og grønt glimmerlak ovenpå Sally Hansens Bleech Babe.

Her har jeg stemplet kristtjørn ovenpå på en billig guldlak fra supermarkedet, og tilføjet små røde rhinstene som bær:
Sannes nails
Dem var jeg ret glad for, og de scorede også over 20 likes på Instagram, hvilket ikke er sket for mig før.
Sannes nails
Alle tre lakker er fra ColorClub, mit yndlingslakmærke.

Og det sidste hold julenegle, Rudolf stemplet med Bundle Monster Holiday Collection ovenpå en guldlak fra supermarkedet og røde rhinsten som hans næse:
Sannes nails
Den røde lak er ColorClubs Ruby Slippers, mind yndlings røde lak.

Jeg håber I havde en go' jul. Det havde jeg. Julemanden kom, og selvom søsters tvillinger er ni år efterhånden, kigger de stadig en smule betuttede op på ham:
Sannes blog

Og han havde noget med til MIG!:
Estee Lauder

Jeg blev SÅ overrasket og GLAD! Jeg fik denne fuldstændigt vildt luksuriøse beauty box fra Estee Lauder fyldt med de lækreste makeup sager. Jeg må ha' været meget sød i år.

Rigtig godt nytår til alle der stadig gider læse med. :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...