torsdag den 27. juni 2013

Køb IKKE: Sleep-in Curlers

Og jeg mener som i ALDRIG NOGENSINDE!!!

Det er simpelthen det elendigste produkt jeg nogensinde har prøvet! Så er du advaret.

Det virkede ellers så glamourøst:

Og jeg er jo besat af krøller! Det er nok fordi jeg har et utroligt glat hår, så jeg leder hele tiden efter noget der er virkelig nemt og genialt. Og jeg elsker den nemme løsning, så  for nylig investerede jeg  i disse Sleep-in curlere:

Jamen, de er pink, har glimmer for enden og man kan sove med dem! Det blev ikke bedre - troede jeg. Det er bløde skumruller med en slags velcro på, som du kan læse meget mere om her og se videoer mm. af. Dvs. de er bløde når man klemmer dem sammen mellem fingrene, men de er frygtelige når man lægger sig på puden med dem i. Og hvad meget værre er, så er de totalt umulige at få ud igen pga. velcroen. Efter en halv times tid i sengen indså jeg at jeg ikke ville få lukket et øje med dem i og besluttede mig til at stå op og tage dem ud, hvor det endte med at jeg måtte tilkalde Søde Ægtemand (SÆ), som mente at han var nødt til at KLIPPE en af dem ud af mit lange hår! Det fik at han at vide at det kunne han godt glemme, og så dukkede søn op - som var ved at dø af grin og ville lægge mig ud på Facebook - men han fik med megen tålmodighed filtret de sidste curlere ud. Tak, søn!

Jeg købte dem for 17 GBP på Look Fantastic, og kunne heldigvis sende dem retur.

Så er du ude efter en nem løsning, som man virkelig kan sove med, vil jeg igen anbefale The Sculpture Pin Curler, og som også er genial til rejsebrug, da den ikke fylder ret meget.

Den allernemmeste (og billigste) udgave er dog nok stadig sokkeknolden, men den giver mere bølger end krøller i mit lange hår.

Og derudover har jeg selvfølgelig mine helt uundværlige varme-curlere fra Babyliss, en evergreen man ikke kan leve uden.

mandag den 24. juni 2013

torsdag den 20. juni 2013

Retro kjole-grydelap

Kan I huske mine påskegaver? Jeg havde hæklet retro kjole-grydelapper til alle pigerne:

Jeg havde en enkelt mølædt lap tilbage, som min mormor i sin tid havde lavet. Den gik jeg i gang med at kopiere, jeg har dog lavet den større og modificeret mønstret en smule. Og nu har jeg endelig fået skrevet opskriften ren. Her har I den til fri afbenyttelse, link dog gerne tilbage, hvis I bruger den. Og jeg vil også blive rigtig glad for at se jeres færdige resultater.

Klik for større format. Jeg ville helst uploade den i pdf-format, men det kan ikke lade sig gøre, så smid en kommentar hvis du ønsker den tilsendt i pdf.

mandag den 17. juni 2013

torsdag den 13. juni 2013

Forårsnegle

Nu er der kommet gang i lakkerne igen, og jeg har været ret go' til at huske at tage billeder. Her er hvad jeg har bedrevet i løbet af foråret. Først min niece, som var meget fascineret af mine Halloween edderkopper, så dem ønskede hun sig til sin tyveårs fødselsdagsfest:
Klar lak med sorte Konad edderkopper og spindelvæv på tommelfingeren, ret fint og meget anderledes.

Efter at have været til lægen pga. stress, købte jeg en Ciaté duochrom lak (Spending Spree) for at muntre mig selv lidt op. Det er jo trods alt billigere end at købe sko:

Jeg har prøvet at fange den duochrome virkning, men det er ikke let:
Den er rosa-stålvaskfarvet med gyldent farveskift - go' forklaring, ikke? ;) Jeg har OPI's Extravagance fra Designer Series på spidserne.

Her har jeg lavet turkisblå glimmerklatter på perlemorshvid bund:
De var supernemme at lave, og jeg var ret glad for dem hele ugen. Jeg lakerede bare neglene med den hvide bundfarve, lod det tørre lidt, satte en god klat glimmerlak på midten af neglen, som jeg trak tilfældigt ud med et dotting tool. Til slut lidt prikker hist og pist. Den perlemorshvide er en antikvarisk Gosh og den turkise glimmer er en tikroners lak fra Tyskland.

Oriflame havde deres forårslakker på tilbud, så denne lyse mintgrønne (Mint Pear) måtte ind i samlingen:
Den har jeg stemplet med en glimmerlyselilla Konad lak fra vores USA tur. Meget forårsagtigt.

Og det her er de fineste Indielakker fra Etsy, som jeg var nødt til at prøve straks de landede i postkassen:
De er fra The Hungry Asian, den grønne hedder Kiwi Smoothie og den lyslilla Li-laquer. Hendes forårskollektion er superfin, og hun har i det hele taget lakker som er anderledes end alle de andre glimmerlakker, som Indielakker almindeligvis er. Men bare navnet er nok til at jeg vil handle hos hende. :)

Jeg skulle til fest og have min nye blå brokadekjole fra halvtredserne på, så jeg måtte finde på negle som passede i farven, det blev dem her:
De er lavet med en ældgammel sølvlak fra Yves Rocher, hvor jeg har sat almindeligt tape øverst, såkaldte Chevron-negle, lakeret blå med Sally Hansens Blue Me Away! (som dækker flot i et eneste lak, jubi!) og til slut sat klare rhinstene ud for hver spids. Jeg synes det var både enkelt og flot.

mandag den 10. juni 2013

torsdag den 6. juni 2013

ALT for Damerne, juni 1955

Som tidligere lovet vil det fremover være et fast indslag at jeg scanner fra et gammelt ALT for Damerne fra halvtredserne. Jeg tænkte at jeg scanner hver anden måned, så i år er det i de lige måneder, så kan det jo passende blive de ulige til næste år. Lad os lægge ud med ALT for Damerne nummer 23 fra juni 1955. Flot forside som altid, hvor jeg bestemt ikke havde noget imod at eje den fine lyserøde kjole:

Vi fortsætter med mode, for det kan alle vi damer lide - en sommercocktail af fine kjoler:
Og husk at alt kan klikkes op i større og læsbart format.

Mønster på stof præsenterer her den anvendelige sommerkjole:

Fest og farver - det kan vi vel alle bruge:
Jeg er meget forelsket i den prikkede kjole og den til højre for den.

Bettina funderer var et fast indslag hver uge. Her funderer hun over reklamens overtalelsesevner:
Er det kun mig som tænker TV-shop?

Betro dem til fru Nini var også fast hver uge, og denne gang har jeg scannet hele siden:
Der er den unge pige, som håber at hun kan få et middel mod utidige tårer, donorkvinden som er utilfreds med en plakette og den ældre (!) husmor på 48, som er i tvivl om det er i orden at hun køber sig nyt og smart undertøj for noget af arven. Ak ja, tiderne er dælme skiftet!

Mode kan man også strikke selv, se bare denne lette og fine bluse:

Middagsplanen var også fast hver uge:
Jeg kan aldrig finde på noget at spise til middag, og det har mine medsøstre dengang nok heller ikke altid kunnet.

Har du også et ekstra og overset rum? Så er der inspiration og gode råd til at indrette det lille rum med megen hygge:

Og så til reklamerne, som I jo alle ved er mine favoritter. Lad os starte i den praktisk ende med uhørt luksus - et Atlas køleskab, oven i købet med en opskrift:
Min mor havde et magen til i sommerhuset, da jeg var barn. Det var bare halvt så stort og uden lys, for det var for dyrt.

To reklamer i een - Cutex Spillpruf, som doserer præcis mængde til en negl (det forstår jeg ikke, men lad nu det ligge):
Og en Piccolo på hver finger - sjovt navn til et opvaskemiddel.

Gå trygt sommervarmen i møde ... med Bac:
Den kan jeg også huske min mor brugte, da jeg var barn.

Og Danmarks bedste reklameslogan - Dandy, kvikker bestandig:

Hvem har ikke lyst til at svæve i rampelyset?
Det er muligt med Indra strømper med den slanke høje hæl, som er sidste mode.

Og pulversuppen, alle husmødres redningskrans, når tiden var knap:
Det brugte min mor, når vi kørte til sommerhuset, og landede sent og trætte. Det var mørkt og hundekoldt, far bulderfyrede i pejsen og mor lavede pulversuppe - som jeg faktisk husker smagte fortræffeligt.

Lad os slutte med nogle små sandheder, sagt af Agathe Christie:
Hun har jo stadig ret.

mandag den 3. juni 2013

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...