torsdag den 15. august 2013

Sommerhusstemning

Nå, vores anden ferieuge tilbragte vi i mit fine gamle sommerhus på Møn, nærmere bestemt Ulfshale:

Det er mit livs største gave, som du kan læse mere om her, hvis du har lyst.

Mit sommerhus er fra 1956 og har været mine bedsteforældres. Lige ved siden af ligger min søsters hus, som har været min fars, så vi har en låge imellem vores haver, da vi jo altid har været vant til at rende frem og tilbage hos hinanden:

Jeg har bevaret meget af den gamle stemning fra halvtredserne, pudsigt nok, her er det køkkenet:
Lidt mørkt billede, men vi var så "uheldige" at solen strålede hele vores ferie, og mit lille kamera er ikke så avanceret overfor modlys. Jeg havde ikke slæbt det store spejlrefleks med derned.

Rødbedeglas med salt i og min elskede bedstes håndskrift, jeg savner hende hver dag:

Børsteholderen er praktisk og passer i farven til fliserne:

Dette par kan jeg også huske fra jeg var helt lille, nu er der snart ikke maling tilbage på dem mere:
Men de elsker stadig hinanden.

Og the- og kaffekander og en lille bitte lysestage lavet af gamle kobbermønter, sådan noget elsker jeg også:

Tresserstellet her har jeg selv købt, for min bedste havde 117 forskellige kopper uden underkopper, men dette passer fint i stilen og kostede næsten ingenting. Jeg kan også godt lide at det for en gang skyld er nelliker og ikke som altid roser der pryder kopperne:

Jeg fik strikket en hel masse:

Min bedste elskede Maja-duften og havde altid Maja-sæber, det er jeg fortsat med:
Og de fine fliser i baggrunden har jeg selv valgt da jeg var ca. 5 år gammel, hedder det  sig i hvert fald. De blev faktisk valgt fordi "de var så lyse og venlige". Ak ja, tiderne skifter, men det var superfornemt at ha' et badeværelse i et sommerhus i 1972. Før det stod der et fælles das midt mellem grundene, som min far gravede ned i haven, når det var fyldt.

Nå-men, lad os gå uden for:
Dette var min bedstefars urtebed, nu er det en hyggelig repo, hvor vi spiser og daser i skyggen. Jeg drømmer om at min dygtige gartnersøn en dag lægger hele molevitten om med munkesten i rødmix.

Søster har lavet latte:
Vi tilsætter lidt Kahlua, så smager den som dessert.

Ægte dansk sommerfrokost på skønne halvtredsertallerkner:
Jeg har fire i fire forskellige farver og ville ønske jeg kunne finde nogen flere, men jeg støder aldrig på dem på loppemarkederne, så vil du af med nogen, skal du endelig sige til.

Vi skiftes til at lave mad, her er det søsters tur - Italiensk middag med "karrykage", superlækkert:

Søsters terrasse hvor jeg nassede internet og dasede med iPad'en:

Vi lavede også en lille smule, her er Søde Ægtemand i gang med at renovere køkkenvinduet:

På landet er der små boder alle vegne med alt fra frugt og grønt, til som her bøger (2 kr. stykket) og gratis blade:

Til mariehøns og engle!:

Jamen, det er da ikke til at stå for! Der skal et par engle på mine forældres pakkekalender, søster fik et par stykker og resten skal på mit juletræ. Bare vent, det bli'r jul før vi får set os om. ;)

Jeg håber I alle har haft en skøn sommerferie, for det har jeg. :)

4 kommentarer:

  1. Sikke et skønt sted I har - og med den dejligste historie! Jeg har også en lille kande lavet af gamle kobbermønter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg nyder det også meget. :) Dernede er alt lutter hygge og afslapning.

      Slet
  2. Øj, hvor ser det bare fantastisk hyggeligt ud! :-)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...