fredag den 30. juli 2010

Ordentligt værktøj …

er det halve arbejde, har min far altid sagt! Og det må jo osse’ gælde os kvinder, så jeg har købt mig et nyt strygejern:
Selvom jeg aldrig ønsker mig praktiske ting (udover små praktiske ting fra guldsmeden), så har det stået på min ønskeseddel i flere år, og i denne uge er det på tilbud i Imerco til halv pris – 400 kr. Så jeg drønede ned og investerede i et.

Det har TRE meter stofledning (hvornår har du sidst ejet noget med stofledning?), det har FIRE dampindstillinger, dampskud og lodret damp, det har sprayfunktion, dobbelt antikalkfunktion … og så er det PINK! Det bli’r jo faktisk ikke bedre! Jeg prøvede det i går på en af mine nyindkøbte kinesiske silkekimonoer, og alle er vist klar over at silke bare ikke er sjovt at stryge, men det var nærmest en fornøjelse at stryge det med min lyserøde drøm.

Ja, undskyld, jeg lyder som en reklame, jeg er bare så begejstret.
Nå, jeg må løbe … jeg skal stryge. Ka’ I ha’ en rigtig go’ weekend. :)

tirsdag den 27. juli 2010

Forelsket i en kjole

Jeg er forelsket i en kjole, faktisk så meget at jeg er NØDT til at eje den i alle tre farver den fås i (lys pudder, rød og sort):
Den lyse kan jeg bruge allerede nu, og også hele vinteren med en farvet cardigan over. Den røde skal jeg bruge til jul og alle julefrokosterne, jeg har selvfølgelig et par røde sko (eller flere, ahem!). Den sorte skal være min fremtidige ”lille sorte”, som alle damebladene altid skriver man skal eje, de næste mange år frem.

Kjolerne er fra det nye H&M katalog, og koster sølle 249 kr. stykket så jeg har bestemt råd til at alle tre – især i betragtning af at jeg har mit tøj i årtier! Jeg sætter nemlig en ære i at være umoderne, og har min helt egen stil. Jeg er vild med halvtredserne og det meste af min stil er med elementer fra det årti, og måske også lidt fra sidst i fyrrerne. Jeg går altid i kjole eller nederdel, og ejer kun to par bukser, som mest bli’r brugt i haven eller når jeg gør rent i weekenden. Jeg køber mit tøj i genbrugsbutikker, på udsalg og i H&M, så jeg er ikke dyr i drift. Men det sjove er at jeg altid får mange komplimenter, så jeg må være go’ til at sætte det sammen. Faktisk har jeg ikke rigtig købt nyt tøj de sidste fem års tid, men så her i foråret havde H&M en masse i min stil, så der fik mor endelig nyt tøj. Bl.a. denne vidunderlige kjole (som jeg også ejer i tre farver):

Mærker interesserer mig overhovedet ikke, jeg vil hellere ha’ adskillige fine kjoler at vælge imellem, end én mægtig dyr. Og så vil jeg jo også hellere spare op til min næste veteranbil. :)

torsdag den 22. juli 2010

"Staycation"

Jeg er hjemme igen.
Det har jeg faktisk været siden i søndags, men det har jo ved gud ikke været vejr til at sidde og svede inde foran computeren. I stedet har jeg siddet i min skønne gamle gyngesofa og strikket, jeps, strikket!
Jeg har været en smule rundtosset af varmen og ikke orket ret meget andet end at slappe af i skyggen. 25 grader og overskyet er meget mere mig, men jeg skal ikke klage over at vi endelig fik sommer.

Jeg fik strikket mit bolero-sjal færdigt på under to uger i min ferie, jeg er MEGET stolt af mig selv. Skal nok se om jeg kan få taget et billede, men ellers er det helt magen til dette, bare gråmeleret:
Det blev superfint og jeg er vildt glad for det.

Jeg har købt ind til endnu en cardigan, mørkerød, som jeg mangler i min samling - det var min svigerinde som lokkede, ahem. ;)

Nå, tilbage på sporet - "staycation", hvad i alverden er det? Det er en sammentrækning af de engelske ord "stay" og "vacation", altså man holder ferie hjemme. Helt sikkert noget finanskrisemode, men vi har faktisk praktiseret det i årevis uden at vide at der var et smart ord for det.

For 11 år siden fik jeg mit livs største gave - et sommerhus på Møn! Og når nu vi er så priviligerede at eje et sommerhus som nærmest ligger på en af Danmarks bedste strande, jamen, så ville vi da være nogen skarn hvis ikke vi brugte det. Så for mange år siden indførte jeg at hveranden ferie skal holdes i sommerhuset, for jeg kan godt nøjes med at komme over grænsen hvert andet år.

Har du lyst til at læse historien om hvordan jeg fik mit fine lille sommerhus, kan du gøre det her.

Jeg håber jeres ferier også har været fantastiske! :)

lørdag den 3. juli 2010

PAUSE

I ønskes alle en rigtig go' sommerferie

lørdag den 19. juni 2010

Modig!

Jeg er blevet meget modig – jeg er begyndt at hækle!
Ja, det virker måske ikke som noget særligt for mange af jer, men for mig er det.

Det startede med at min svigerinde havde hæklet nogle vildt skønne kager til sin datter, dem sælger hun faktisk her, og dem lærte hun så mig at hækle (lidt af en bedrift). Dvs. jeg har altid godt kunnet basismaskerne, men jeg har aldrig kunnet finde ud af en opskrift og tålmodighed er heller ikke just en af mine største dyder. Tid vælter jeg mig heller ikke i, hvilket også afspejler den lave opdateringsfrekvens her på bloggen. Men jeg fandt hurtigt ud af at jeg stressede ned og slappede af, når jeg tog et ”par baner” efter arbejde. Da søde ægtemand var svært nervøs for at vores hjem blev oversvømmet af hæklede kager, måtte jeg finde på noget andet og dampede ned til den lokale garnpusher. Jeg fortalte hende at jeg er hæklemongol og bad om en nem opskrift, hun foreslog denne top (som jeg hækler i hvidt):
Jeg har temmelig mange gange spurgt mig selv om det der muslingemønster nu også var et klogt valg, men jeg er næsten færdig – og er MEGET stolt af mig selv.

Nå, men det slutter ikke her. Næste projekt er at lære at strikke. Jeg har købt garn til denne trøje:
Ja, den ser bestemt ikke køn ud på billedet, hverken karkludefaconen eller den dårlig-mave-brune farve, men jeg så den på en gine i en butik på Møn, og lavede en hård opbremsning. Den måtte jeg simpelthen eje. Hun havde strikket den i gråmeleret garn som var let skinnende, så fint.

Og så har jeg lige investeret i garn til dette fine sjal i går, med den møgsommer vi har skal det nok blive brugt:
Jeg synes det er så lækkert i al sin enkelhed. Jeg har købt loddent garn i gråmeleret, da det passer til alle farver i min garderobe (og det er mange!) og til både sommer og vinter. Nu virker det som jeg er helt vild med gråt, men det er jeg faktisk ikke.

… og det er heller ikke fordi det her nu bli’r en strikkeblog.

tirsdag den 8. juni 2010

Snold - med go' samvittighed

Jeg har snoldet ... og det med go' samvittighed. Fik i sidste uge et blad fra Dansk Røde Kors og spottede denne supertjækkede taske:
Tænkte først at 342 kr. måske var lige i overkanten for en taske af genbrugspapir, men fik så nærlæst teksten - og så synes jeg pludselig at det lød som et rigtig godt køb:

"Håndlavet taske fra Ecoist.
Tasken er fremstillet af genbrugte eksemplarer af magasinet Hjælp fra Dansk Røde Kors. Hver taske er unik, og taskerne er flettet af fattige kvinder, der fremstiller dem hjemme eller i små produktionsenheder i blandt andet Mexico og Peru. Det sker efter fair trade-principper, og der plantes to træer for hver taske, der bliver solgt.
Størrelse (BxHxD): 190 x 100 x 450 mm
For hver solgt taske modtager Røde Kors 50 kr."

Den kan købes på www.drk.dk/webshop

Jeg glæder mig meget til at modtage min.

søndag den 30. maj 2010

Sannes Seje Solbriller

Jeg har brugt penge! Jeg har simpelthen investeret i de fedeste vintage-agtige solbriller fra Ralph Lauren:
Jeg kommer til at se ca. sådan her ud, bare 20 år ældre. :)

De kostede 1.675 kr. hos Profil Optik, og dertil skal lægges for 500 kr. styrkeglas, da jeg ikke kan se uden briller. Men jeg ved jeg vil ELSKE dem de næste 20 år.

Og inden min sommerferie skal jeg ha' investeret i det her fantastiske opjektiv til mit Canon spejlreflekskamera:
Det er et 18-200 objektiv, som jeg kan få for ca. 3.400 kr. på nettet, og så er jeg fri for at skifte objektiv - for det får jeg selvfølgelig aldrig gjort. Jeg havde ellers kig på Tamrons 18-270 objektiv, men efter at ha' læst sammenligninger af dem, faldt valget alligevel på Canons. Jeg er normalt ikke mærkedyr, men lige med mit kamera kan jeg godt li' at det hele er Canon.

Og så har søde ægtemand købt sig en plæneklipper til FEMOGTYVETUSINDE kroner!!! Og det var f... ikke fordi han manglede! Den kostede faktisk 30.000 kr., men jeg fik den pruttet ned i pris. Den har frontklipper og hydrostat, og det kan en mand åbenbart ikke leve uden. Så har du brug for en fin, gul plæneklipper, man kan sidde på, så har vi en til salg - bare sig til. Jeg får taget billeder en af dagene.

Så jeg er gået i gang med at spare op til min anden drømmebil - en Fiat 500, den mellemste model, som far siger. Helst i lysegrøn, som her:

Jeg importerer nok en rustfri fra Italien til næste sommer, afgiften løber højst op i 3.000 kr., og så er den køreklar. Spændende om mit ægteskab holder til endnu en gammel bil. Men som søn siger: "Den koster det samme, er næsten samme størrelse som plæneklipperen, den mangler bare knivene nedenunder!" - og det har han ret i.

Så skal vi ikke bare betragte det nytårsforsæt som lukket nu!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...